Too fast, too furious, er frasen der bedst beskriver hvor
hurtigt denne praktik er ræset til slutskud. Tiden går hurtigt når man har det
sjovt og dette eventyr har ikke været en undtagelse. Min sidste uge på M.I.
tilbragte jeg primært i hjemkundskabs klassen, hvor Anne-Marie og jeg i
fællesskab underviste klasserne. Vi
startede ud med at lave en kalorierig ”Cake in a mug”, for derefter at reducere
sukker og melindholdet med henblik på, at gøre den lettere. Der er ikke
mulighed for at købe dyre og sundere ingredienser, så vi var nødsaget til at arbejde
med de redskaber vi nu havde. De sidste to dage fulgte jeg room 81, som var
klassen jeg var tilknyttet. Dette var noget jeg selv efterspurgte, fordi jeg
følte at denne praktik har været for kort til at blive sat 100% ind i hvordan
M.I. håndtere de mange problemstillinger
der husere på skolen blandt eleverne. Jeg har blot rørt toppen
af isbjerget. Jeg fulgte dem, i håb om at få det sidste input, på kortest tid.
Min praktik på M.I. sluttede som den
startede – med et brag! Jeg kan huske én af de allerførste dage på skolen, hvor
jeg hang ud i Assembly salen med en af skolens learnings assistants. Èt af hans
første ord til mig var: ”You’re gonna get
attached”. Inderst inde tænkte jeg: ”Nah…
Jeg er ikke en paradise-deltager, der tuder efter 4 dage, fordi jeg skal
forlade en gruppe mennesker jeg aldrig har mødt!”
Mine damer og herre, jeg kunne ikke
have taget mere fejl af mig selv. De her elever er så elskværdige og de har så
meget potentiale, de endnu har i vente at udforske. Man kan ikke andet, end at
få et hjerte til dem og håbe, at nogle af dem en dag må få styrken til at bryde
med deres sørgelige fortid og blive succesfulde i livet. Så ja, fredag var en
yderst tårevældende dag og jeg fik en kæmpe farewell.
Om morgenen blev jeg kaldt op til
fronten af hele Rimu-gruppen hvor de, for mig som den eneste, udførte deres
farewell-chant. Under Assembly blev jeg bedt op til scenen, hvor jeg fik et
certifikate, som skolen jævnligt uddeler til både elever og lærer, for
bemærkelsesværdig præstation. Under
Morning Tea holdte en Clare en lille tale foran personalet og gav mig denne
dejlige gave:
Og fredagen sluttede af med, at jeg
sang en sang for skolen i salen. Jeg vil ikke kede jer med melodramatiske
historier, men blot fortælle, at mit valg om at tage udlandspraktikken alene
har været et af de bedste valg jeg nogensinde har truffet. Havde jeg ikke valgt
at rejse på egen hånd, ville jeg ikke have stiftet uforglemmelige relationer med
så
mange fantastiske mennesker, fordi jeg højest sandsynligt ville have
lænet mig op af mine medstuderende. At rejse solo er ikke ensbetydende med, at
man vil være alene. På min vej har jeg mødt vidunderlige mennesker og
etablerede venskaber der vil vare længe. Jeg får allerede besøg fra én af dem
til sommer.
Heldigvis fortsætter eventyret for
mig endnu, for jeg vender først tilbage til DK i slutningen af april. Dog
slutter min blog her og jeg håber I har nydt at følge med. Jeg vil
afslutningsvist dele mine billeder med Jer – ikke blot fra skolen, men også fra
min fritid. Og jeg vil efterlade Jer med disse ord: ”Life begins at the end of your comfort zone”.
Arohanui!
vores gruppe bliver større og større og vi tager ofte
på weekend-udflugter sammen. Disse billeder er fra
vores tur til the Bay of Islands.
